Du er her: 

Ord i tiden - bibeltekster, refleksioner og salmevers til tiden

I påsketiden er 'Ord i tiden' erstattet af 'Påskeæg til voksne'. Rigtig glædelig påske! 

Fredag d. 3. april:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” (Johannesevangeliet, kapitel 1, vers 1-3)

Forfatteren Nis Petersen fortæller, at han under et besøg på Færøerne så store skibe sejle ind i fjorden, hvor de i timevis krydsede frem og tilbage, tilsyneladende uden planlægning eller overordnet mening. Da han spurgte en ven, hvorfor skibene opførte sig sådan, fik han at vide, at skibene havde afbrudt deres rejse over Atlanten og var gået ind i fjorden for at indstille og fejlrette kompasset. Kompasset skulle kalibreres – dvs. det skulle finjusteres. Fjorden, som var omgivet af fjelde, udgjorde nemlig en beskyttelse imod udefra kommende forstyrrelser. Når kompasset var rettet ind, styrede skibene igen ud på de store have for at følge den rette kurs mod bestemte mål.

Vi har lige som de store skibes kompas brug for at blive finjusteret og blive skærmet for forstyrrelser. Brug for at blive sat ind i den rette sammenhæng og blive mindet om hvilke værdier, der opbygger os – ikke mindst i krisetider. Vi har brug for evangeliets ord, som bringer lys i mørke, som vi høre om i Johannes evangeliet. Ord som ikke er magtens og selvoptagethedens ord, men kærlighedens og fællesskabet sprog. Den kristne forkyndelse kan oplyse vores fejlprioriteringer. Lyset er vores beskyttelse mod meningsløshed og eksistentiel armod. Det kristne ord kan finjustere os og bringe vores kompas tilbage på ret kurs. Og det er et stærkt lys – må det til stadighed gennemlyse os!

Den danske salmebog nr. 217, vers 1:

Min Jesus, lad mit hjerte få

en sådan smag på dig,

at nat og dag du være må

min sjæl umistelig!

Grundtvig 1846

Onsdag d. 1. april:

"Og da Jesus havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult.  Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«  Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹" (Matthæusevangeliet, kapitel  4, vers 2-4)

Nu er vi meget snart ved fastens afslutning. Den tid, som man i kirken har fejret i århundreder mellem fastelavn og påske. En tid med afsavn og afkald, for at man kan være klar til at få fyldt på af glæde. En tid, hvor man gav afkald på det meste mad for at kunne mærke, hvad der rigtigt betød noget, nemlig ordene om Jesu opstandelse fra de døde ved Guds livgivende hjælp. Men også en tid, der skulle minde mennesker om Jesus og den måde, han fortalte Guds ord på, da han gik på jorden.

I dag er faste ikke et ukendt begreb, men det hører ikke så meget til i kirken, men mere til på forsiden af diverse blade, der beskriver den ene kur efter den anden, hvor faste indgår, for at man skal få det bedre med sig selv og sin krop og sin vægt. Med andre ord er faste i høj grad gået væk fra sin oprindelige betydning, der skulle lede tankerne væk fra os selv og hen til Gud, og er i stedet blevet noget, der får os til at kredse endnu mere om os selv. For når det ene blad efter det andet prædiker faste, så er det jo for at man skal få det godt med sig selv – men den kristne faste handler om mere end en selv. Den handler om, at man selv giver afkald, for at andre kan få plads. Det var Jesu eksempel, og det var de ord, der kom ud af hans mund, og de ord, han levede ud i sit liv på jorden: at givet afkald på at få noget selv for derimod at være noget for andre er det, der giver betydning og liv, for sådan går vi mennesker med vores små fødder i Guds gode og store fodspor. Det er det, vi skal leve af, at forsøge at være noget for andre, mens vi hele tiden husker på, at vi kan være noget, fordi Jesus er noget for os. Han er ham, der giver liv, giver nye muligheder, tilgiver og giver mod til at forsøge at gøre noget med det, vi nu er blevet givet at gøre noget med i livet. Men det kan vi kun, hvis vi løfter blikket og kigger væk fra vores egen navle, vægt, madtallerken eller noget og i stedet kigger på hinanden, på Guds natur og alle de andre måder, som Gud er i verden og virker i verden på – med hans kraft gennem vores hænder og liv.

Den danske salmebog nr. 192, vers 3:

Kærligheden, hjertegløden

stærkere var her end døden;

heller giver du end tager,

ene derfor dig behager

korsets død i vores sted.

Grundtvig 1837

 

Mandag d. 30. marts:

”Hvorfor står du så langt borte, Herre? Hvorfor skjuler du dig i trange tider?” (Salmernes Bog, kapitel 10, vers 1)

Man savner først viceværten, når toilettet er stoppet. Vi er mange, der holder af hverdagen. Hverdagen giver tryghed og overskuelighed. Hverdagen gør, at vi ved, hvad der forventes af os – hvad vi kan, og hvad vi skal gøre. Men hverdagen har den utilsigtede bivirkning, at den kan sløve vores bevidsthed om og taknemmelighed for alt det gode, der fylder vores liv. En seng at sove i om natten - hvor mange af os vågner op om morgenen og takker for den? Vi tager den for givet – ligesom vi tager mange ting i vores liv for givet. Vi kommer også nogle gange til at tage hinanden for givet. Og både hvad angår senge og mennesker, er det ofte sådan, at vi først lægger mærke til, hvad vi har i vores liv, når det ikke er der længere.

Gud bliver ofte brugt som klageinstans. Vi henvender os til ham, når der er noget i vores liv, der ikke fungerer. Og måske glemmer vi ham igen, når det hele kører, og hverdagen er etableret, og den ene dag igen tager den anden. Ligesom viceværten. Når toilettet ikke er stoppet, glemmer vi ham. Men både viceværten og Vorherre er der – også når vi ikke ’har brug for dem’.

Med Gud har vi en lang historie. Den går helt tilbage ’fra begyndelsen’ – og længere tilbage kan vi ikke komme. Vores historie med Gud er en fortælling om, at Gud har ændret sig gennem tiden – men Han har altid været den, der var der og er der – både i medgang og i modgang. Både i succesen og i lidelsen. Både når vores liv er fyldt med mening og kærlighed, og når det er tomt med meningsløshed og lidelse. Gud er der for os, og vi må gerne klage, når det er hårdt. Ligesom forfatteren til den citerede klagesalme fra Salmernes Bog gjorde det. Jesus fra Nazaret klagede også til Gud, når lidelsen, tomheden og meningsløsheden tog til og var ved at overmande ham. Men Jesus huskede også at takke Gud for alt det, der fyldte hans liv med retning, glæde og mening. Det glemmer vi måske. At tage fat i Gud, når det går godt. Når hverdagen engang er vendt tilbage. Det gør os runde og milde at være taknemmelige. Lad os huske det, både i dag og i dagene, der kommer – at Gud er Gud for og med os både i medgang og i modgang.

’100 salmer’ nr. 896, vers 8:

Jeg håber du kaster dit øje på dagens atomiske brud,

at dybt i min afmagts tunneller, skal vejen igen føre ud.

En dag skal jeg stige tilbage igennem den yderste klage

og gispe: Så var du der, Gud!  

Iben Krogsdal 2013

 

Lørdag d. 28. marts:

”Jesus sagde: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” (Matthæusevangeliet, kapitel 7, vers 12)

I disse tider plejer konfirmander at skulle vælge et skriftsted til deres konfirmation. Et sted, der kan følge dem livet igennem og være en slags rød tråd, en retning, et holdepunkt i livet. Nu er konfirmationerne udskudt, men der er stadig brug for et holdepunkt, en retning at følge, når vi skal skønne, hvad der er rigtigt at gøre. Og her er ordene fra Jesus gode, både som skriftord til konfirmander, og som livsledsagende ord for mennesker i alle aldre. Vi kunne også omformulere dem til sætningen: vær selv det menneske, som du kunne tænke dig at møde. Det er ord, der skal følge os, når vi skriver til hinanden – eller ikke gør. Når vi taler til hinanden – eller ikke gør. Når vi går ud blandt hinanden – eller ikke gør. Når vi hjælper hinanden – eller ikke gør. Når vi siger stop til hinanden – eller ikke gør. Når vi tager ja-hatten på for hinanden – eller ikke gør.

Vi skal tænke på, hvad vi selv ville ønske, hvis rollerne var byttet om. Ja, prøve at sætte os i den andens sted. Ikke bare have sympati, altså medfølelse, hvor man selv føler det samme som den anden, men empati, så vi forsøger at se på og høre på, hvad den anden føler, også selvom det måske IKKE er det samme som vi selv føler.

Åh, det er noget humanistisk pladder, vil nogen sige. Men ikke desto mindre er det Jesu eget eksempel. Han satte sig i vores sted, selvom han ikke behøvede. Men af kærlighed, for vores skyld, påtog han sig, som Guds søn, den menneskelige tilværelse med alle dens fejl; han påtog sig tydeligt Skærtorsdag aften den menneskelige frygt for, hvordan det skal gå, og han påtog sig med al tydelighed Langfredag den menneskelige død. Alt det og mere til tog han på sig som Guds søn, så vi i alt, hvad der sker, har ham ved vores side, der har prøvet det, vi prøver. Han bad os vise godhed og kærlighed mod hele skaberværket ved selv at vise godhed og kærlighed mod os. Og gennem hans eksempel får vi både et håb – fordi han gik gennem døden, så vi også må tro på, at som han opstod, skal vi opstå – men også et eksempel til at leve efter i vores møder her i livet med andre mennesker: møde dem der, hvor de er; møde dem, som det menneske, vi gerne selv ville møde i en lignende situation, ja, leve efter Jesu ord: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Og vi må gøre det i tillid til, at når Gud siger til os, at vi skal være gode mod hinanden, bære over med hinanden og tilgive hinanden, så er det netop fordi, det er det, han gør ved os: er god mod os, bærer over med os og tilgiver os.

Den danske salmebog nr. 260, vers 4: 

Du sender os ned i de nederstes sted.

Du sætter os op mod de stores fortræd.

Du lever i os i de inderste lag.

Vi lever i dig på den yderste dag.

Hans Anker Jørgensen 1986

 

Torsdag d. 26. marts:

”Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner. Alt er tilladt mig, men jeg skal ikke lade noget få magt over mig.” (1. Korintherbrev, kapitel 6, vers 12)

Der er lovens bogstav – og så er der lovens ånd. Citatet fra 1. Korintherbrev er af apostlen Paulus. Midt i det første århundrede døjede han med, at der var nogle rundt omkring i de kristne menigheder, der mente, at hvis de bare ikke gjorde noget, der var direkte ulovligt, så var det fint nok. Men det var ikke nok for Paulus. Han opfordrede til, at man ikke bare fulgte regler bogstaveligt, men også prøvede at følge intentionen, eller ånden i både den religiøse og den verdslige lovgivning. Og ånden for Paulus er altid Helligånden. Guds hellige ånd, der siden begyndelsen har blæst over og gennem mennesker til alle tider og både holder os fast og bevæger os. Holder os fast på vores ansvar for vores medmenneske og bevæger os til at måske gå lidt væk fra det, der godt nok er tilladt mig, men ikke gavner mit medmenneske. I en tid, hvor ikke alt kan lovgives og strafsanktioneres ned i mindste detalje, er meget overladt til os selv. Til skøn og ikke mindst til hensyntagen. At tage hensyn er at lade sig bevæge væk fra det, man har lov til eller krav på og bevæge sig hen mod at have medmenneskets ve og vel for øje. At bøje af, at bære over, at vise mildhed er at tage hensyn. Guds hellige ånd vil både bevæge os til og fastholde os på at vurdere enhver situation ikke ud fra, hvad vi har ret eller lov til, men hvad der gavner medmennesket, der nu, mere end nogensinde før, har brug for vores skøn og vores hensyn.

Den danske salmebog nr. 370, vers 1:

Menneske, din egen magt gør dig svimmel og forsagt,

du skal selv på denne klode skelne ondskab fra det gode,

dybt ansvarlig for din jord.

Lars Busk Sørensen 1986

 

Mandag d. 23. marts:

”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.  For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”  (Romerbrevet kapitel 8, vers 37-39)

I disse dage er der rigtig mange, der oplever, at man må sadle om, ændre planer, aflyse noget, udsætte noget andet, og lade noget foregå i en anden form, end man havde regnet med. Det gælder for både OL-atleter og konfirmander, for erhvervsdrivende og folk med bestilte rejser, for folk, der har mistet en kær og for alle andre, at det er forbundet med både sorg og frustration, når det, vi havde håbet på, lagt os fast på, forventet eller i hvert fald accepteret, nu pludseligt må ændre form. Nogle ting er mest bare ’træls’ og af en ikke-afgørende økonomisk art – når en koncertbillet viser sig at være ubrugelig. Andre ting er fundet med dybe følelser og gør derfor ondt på mange planer – når vi ikke kan samles om den største glæde eller den største sorg, men må være sammen, hver for sig. Og desværre sker det nogle gange, at omgivelserne reagerer ens på de to forskellige ting og siger om både det, der bare var træls, og det, der har bund i de dybeste følelser, at ’det må du da kunne forstå, at du ikke kan nu’. Og måske kan man godt forstå det med hjernen, men ikke med hjertet, og så hjælper andres direkte og måske endda hårde og bedrevidende ord ikke.

Men hvad hjælper så? Ja, de første kristne stod også i den situation, at det, de troede, ikke blev som forventet. Efter Jesu død og opstandelse forventede de fleste, at han meget snart kom igen, så Guds Paradis kunne blive synligt for alle. Men det skete ikke. Tværtimod oplevede de første kristne både forfølgelser og dødsfald, forhånelser og splittelser og meget mere, som kunne sætte håbet på den hårdeste prøve. Men ind i netop den situation skriver Paulus ordene i Romerbrevet. Han skriver ikke: I må da kunne forstå, at sådan kan det ikke være. Nej, han skriver i stedet om det, der stadig er at holde sig til i de tider, der blev anderledes end forventet. Og det, der er at holde sig til, er Guds kærlighed, som han har vist os den og gives os den gennem Kristus Jesus, vor Herre. Guds kærlighed og hans lovning på at være med os alle dage, som Jesus sagde til sine disciple og os – det står fast, også i svære tider. Og det er også det, vi kan hjælpe hinanden med at se i disse tider: hvad holder, når det kendte falder? Det gør den kærlighed, som Gud giver os, men som han har givet os som livopgave at dele ud til hinanden. Lad os hjælpe hinanden med det – ved at vise forståelser for aflysninger, opbakning til ændringer og meget mere i tillid til, at Gud vil os det godt, også selvom vi ikke forstår det, der sker.

100 nye salmer nr. 898, vers 5:

Jeg ved at du aldrig svarer

Som jeg havde regnet med,

Men dyb som din stjernehimmel,

Mangfoldig som livets vrimmel,

Er Skaber, din kærlighed.

Lars Busk Sørensen 2010

 

Lørdag d. 21. marts:

”Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.” (Romerbrevet, kapitel 8, vers 24-25)

Hvem får ret? Er det den ’danske’ eller den ’svenske’ tilgang, der vil vise sig at være den rigtige, når vi engang er på den anden side af de mest kritiske Corona-tider? Er vi for forsigtige – eller ikke forsigtige nok? Sandheden er, at det må tiden vise. Og det er noget, vi måske ikke længere er så vant til her i 2020 – at se tiden an. Vi er blevet vant til at forvente af myndigheder og eksperter, at de kan håndtere tilværelsens usikkerhed og udstikke garantier og klare, entydige svar på, hvad vi skal. Men når alt kommer til alt, handler vi jo ofte på en forhåbning og ikke på en eksakt viden. Det gør vi i vores ’private’ liv –  handler ud fra forhåbninger - og det gør myndighederne også i denne situation. Selvom der er eksakt viden og analyser at læne sig op ad, så er der også megen uvished, formodninger…og forhåbninger. At håbe er at række hænderne ind i den uforudsigelige fremtid og vente på den med fortrøstning, forventning og udholdenhed. Orakler findes ikke. Ingen ved alt. Men vi må som fællesskab gøre noget ud fra den smule, vi ved og alt det, vi håber. Og i denne situation er det vigtigt, at vi alle gør noget i ’den samme retning’ – ikke ud fra en garanti eller en stensikker viden – men på håbets præmisser.

Den danske salmebog nr. 557,vers 1:

Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind!

Vist skal du hente, kun ved at vente, kun ved at vente vor sommer ind.

Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind!

H.A.Brorson 1765

 

Onsdag d. 18, marts:

”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” (Jeremias’ bog kapitel 29, vers11)

Er det min skyld? Sådan tænker vi nogle gange, når vi oplever modgang i livet. Men vi kan også tænke, om det er andres skyld – om noget er Guds skyld eller Guds straf for noget, vi har gjort. Og nogle gange kan vi endda høre troende sige, at tsunamier, pandemier og andet er Guds straf. Men her er det vigtigt at huske på Luthers ord om, at vi pga. Jesu liv, død og opstandelse ikke skal gå at være bange for, om vi gør fejl. I stedet skal vi glædes over det, vi har, om det så end er nok så lidt, og gøre, det, vi kan, af godt. Og alt det må vi gøre i troen på, at Gud vil os det godt. For vi kan ikke sætte en årsagssammenhæng op mellem, at vi møder modgang og så en vred Gud. Tværtimod. Gud kan vi ikke regne UD på den måde, at vi kan sige, at det er ham, der sender ulykker over os. Nej, det er ikke det, vi lærer gennem Jesus. Tværtimod lærer vi af ham, at mens vi ikke kan regne Gud UD, så må vi regne MED ham som den, der vil os det godt og har planer for vores fremtid, om en fremtid og et håb, også selvom det lige nu kan være svært at se, når alt er anderledes. Men Gud har en fremtid og et håb til os. Og planer om lykke. Lad os alle hjælpe hinanden at sprede den lykke og glæde til hinanden, gennem varme hilsner, et ekstra telefonopkald eller andet.

Den danske salmebog nr. 635, vers 2:

Giv håbet rum i denne tid, hvor langt du end er nede.

Hos den, som taber i sin strid, er Herren skjult til stede.

Ved Kristi værk du bliver stærk og hviler i Guds fremtid.

Svein Ellingsen 1971 – Dansk 1978

 

Mandag d. 16. marts:

”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.” (1. Korintherbrev, kapitel 12, vers 26)

Fællesskab er fællesskab på godt og på ondt. Det er altid lettere at dele fællesskabet om det gode; om fremgangen, succesen og velstanden. Det er langt sværere at dele fællesskabet om det onde; om modgangen, krisen og begrænsningen. Mange fællesskaber er i disse dage truet af ensomhed, arbejdsbyrder, svær planlægning af hverdag og mange, mange økonomiske og menneskelige bekymringer. Men fællesskabet bliver stærkere og helheden bliver rigere på trods af modgang, krise og begrænsning, hvis vi formår at være fælles om det svære og dele bekymringen mellem os.

Den danske salmebog nr. 367, vers 4:

Lad vore hænders nøgne træ få blomst og blade!

Lad vore liv her bære frugt til lægedom for andres sår

Svein Ellingsen 1975 – Peter Balslev-Clausen 1993

 

Torsdag d. 12. marts:

”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov.” (Galaterbrevet, kapitel 6, vers 2)

Sådan siges der til at bryllup, men sådan tales der også til os alle nu, hvor vi hele tiden skal tage valg og vurdere, hvad der er det rigtige at gøre. Og lovens indhold er, at vi skal hjælpe hinanden med at bære hinandens byrder, men hvordan det skal gøres må vi tænke os til selv. Nogle gange skal vil hjælpe ved at komme tættere på hinanden og købe ind for hinanden, andre gange skal vi hjælpe ved at blive væk, nogle gange skal vi gøre noget, og andre gange skal vi afholde os fra at gøre noget i solidaritet med dem, der slet ikke kan vælge. Ingen kan gøre alting rigtigt, men vi må gøre det vi gør med tanke på, hvad vi tænker, der kan være det bedste for andre i tillid til, at vi aldrig er alene, men er blevet lovet, at Guds egen søn vil være med os alle dage og bære med på vores byrder og tage vores fejl på sig.

Den danske salmebog nr. 706, vers 3:

Egen byrde skal I bære, så den anden slipper fri,

Men er byrderne for svære, skal I stå hinanden bi,

Den som intet bærer på, visner som det golde strå!

Johannes Johansen 1977 og 2001