Foredrag

Højskoleformiddage, -eftermiddag og –aften.

Dette efterårs foredragsrække sætter fokus på børns vilkår under opvæksten. Der er meget store forskelle i forhold til de rammer børn vokser op inden for – også i Danmark. Vi skal høre fire meget forskellige fortællinger med det tilfælles, at de kommer fra mennesker, der på forskellig vis har kæmpet med hårde og odds i barndommen. Fælles for de fire fortællere er, at de alle bruger netop det at fortælle som en måde at håndtere deres egen barndoms-/ungdomsfortælling.

 

Tirsdag 24/9 kl. 10-12 får vi besøg af Silas D. Christoffersen. Han er lige blevet student i sommer, men vejen dertil har været en rutsjebanetur fra hans liv brød sammen, og han blev anbragt på børnehjem, over en kamp for at gennemføre folkeskolen, men også med ting, der var gode. Silas vil give et billede, der ikke er sort-hvidt, men nuanceret, af en barndom og opvækst, som ikke har været let. Kaffe og kage koster kr. 20,-

 

Tirsdag 8/10 kl. 19.00 er der forfatterforedrag ved Morten Pape i Hornslet sognegård. Han tager os med på en rejse ind i Urbanplanen, hvor Morten Pape selv voksede op og på egen krop har oplevet, hvordan samfundet nogle gange har glemt at passe på dem, som ikke altid er Guds bedste børn.

Morten Pape er en skarpsindig fortæller. Gennem sine romaner rammer han lige der, hvor det gør allermest ondt. I debutromanen ”Planen” skildrer han sin egen opvækst i Urbanplanen på Amager, hvor svigt og svig er hverdagskost. Det er en moderne udviklingsroman og historien om, hvordan den unge Morten kæmper for sine drømme og om at blive set og finde sig til rette i livet, hvor intet er sort eller hvidt.

I ”Guds bedste børn” fortsætter temaet om fremmedfjendske, danske miljøer over for muslimske miljøer, hvor al tiltro til integration og tilliden til Danmark er forsvundet.

Foredraget er arrangeret i samarbejde med Hornslet bibliotek. Billetter á kr. 100,- bestilles og betales på biblioteket – eller på www.syddjursbibliotek.dk under ’Det sker’. Billetter kan også købes ved døren, i fald, der er flere tilbage.

 

Lørdag 26/10 kl. 13-15 er der foredrag ved Camilla Johnson. Camilla vokser op i en plejefamilie, hvor hun aldrig falder rigtigt til. Hun udsættes for seksuelt misbrug af sin plejebror, og har en dagligdag med vold og overgreb fra sin plejemor. Som ung melder hun sig ind i Faderhuset, hvor hun endelig finder det, som hun på det tidspunkt, tror er sin plads, da sektens leder Ruth Evensen “adopterer” hende. Det holder dog kun til den dag, hvor hun indser at hun bliver nødt til at bryde med det hele, for at redde sig selv og sine børn.

Camilla fortæller om tiden efter Faderhuset, hvor hun på egne ben skal opbygge et helt nyt fundament med bolig, job, relationer, økonomi og ikke mindst evnen til at kunne navigere i ”den virkelige verden”. Hun deler gavmildt og usentimentalt ud af sine oplevelser, fra en turbulent start på livet, som fik vidtrækkende konsekvenser langt ind i voksenlivet. Camilla Johnson var med i første sæson af TV 2’s prisbelønnede dokumentarserie ”Brændte børn”. Hun er forfatter til bogen ”Svært barn har mange navne”, der udkom på forelaget Gyldendal i 2015. Entré, kaffe og småkager koster kr. 50,-

 

Tirsdag 5/11 kl. 10-12 skal vi høre fra én, der som barn blev tvunget til at træffe nogle valg, som ingen bør træffe – og da slet ikke børn. Vi får besøg af Hans-Peter Thams, forfatter til "Mindernes dæmoner" - en utrolig stærk og meget rørende fortælling om en lille drengs forfærdelige oplevelser omkring hans og hans 4 søskendes farefulde flugt under 2. verdenskrig. Bogtitlen hentyder til, at Thams i mange år var forfulgt af dæmoner - dæmoner, der plagede ham i natlige mareridt. Men det er lykkedes for ham, at skrive sig ud af disse mareridt. Fortællingen begynder i Polen. Faderen bliver sendt østpå og moderen vælger at flygte via Berlin. Mor og børn bliver skilt og de 5 små børn, den mindste i barnevogn, må flygte alene via Hamborg til Sydslesvig. Maden må de tigge eller stjæle og husly er svært at finde. Hans-Peter Thams fortæller om sin historie og om processen med at skrive den ned og på den måde komme mere fri af dæmonerne. Kaffe og brød koster kr. 20,-