Ombygning af sognegården

Sognegården i Hornslet bygges større og moderniseres gennemgribende. Sognegården har i flere år lidt af pladsmangel og er efterhånden meget slidt. Menighedsrådet har i flere år ønsket sig, at sognegården i Hornslet kunne udbygges og moderniseres, og nu sker det så.

Efter at menighedsrådet i 2013 fik bevilliget 7,5 mio. til opgaven, er der blevet arbejdet på at forberede projektet. Opgaven er at skabe gode rammer til de mange aktiviteter, såsom konfirmandundervisning, de mange koraktiviteter, spaghettigudstjenester, højskole og meget andet. Projektet er nu iværksat, og vi håber til december 2014 at kunne tage en ombygget sognegård i brug.

I november 2013, flyttede kirkebogsførende sognepræst Carsten Tranberg-Krab og familie til en nyopført præstebolig på Møllestedet. Det åbnede dermed mulighed for at menighedsrådet kan disponere over den hidtidige præstebolig, der er bygget sammen med sognegården. Ombygningen vil derefter bestå i at få præsteboligen indrettet til undervisningsog mødelokaler, samt få etableret et tidssvarende køkken og tidssvarende personale faciliteter. Den nuværende store mødesal bygges næste dobbelt så stor, og samtidigt indrettes et kor og musiklokale. Vi glæder os til at kunne invitere sognets borgere til mange spændende aktiviteter i nye, moderniserede og velfungerende lokaler fra begyndelsen af 2015.

Pmv
Jørgen Andersen, Formand for menighedsrådet

ombygning af kirken